Pressemateriale 

 

 

Forside
Om koret
    Historie
    Dirigent
    Medlemmer
Koncertkalender
    Tidl. koncerter
    Projekter
    Prøver
Pressemateriale
    Billeder
Kontakt
Log in
English

Pressemateriale, november 2011

 

Händels Messias – et klassisk hit!

 

Allehelgenskoncert med Hjørring Kammerkor og Ensemble Zimmermann.

 

Lørdag og søndag, den 19. og 20. november, kan Händels storslåede værk Messias opleves med Hjørring Kammerkor og Ensemble Zimmermann.

 

Händels Messias er et af de mest kendte oratorier, der ofte høres op mod jul. Værket er kendt og elsket af både musikelskere og af folk, der hverken er musikelskere eller religiøst anlagte. At værket er blevet opført kontinuerligt siden førsteopførelsen i Dublin 13. april 1742, vidner om, at det er et helt særligt værk. Uropførelsen af koncerten var en af flere velgørenhedskoncerter, hvor overskuddet gik til at hjælpe fanger i gældsfængsel og til støtte af et hospital. Da værket skulle promoveres ved uropførelsen, lød annonceteksten i de lokale aviser således:

 

”I dag vil hr. Händel uropføre sit nye store oratorium i Great Music Hall i Fishamble Street. Musikselskabet beder d’herrer om at komme uden sidevåben og damerne undlade skørtestivere”

 

Det skulle dog næppe være nødvendigt med lignende afvarsler, når værket opføres til november. Koncerterne finder sted lørdag d. 19.11. kl. 16.00  i Sct. Catharinæ kirke i Hjørring og søndag d. 20.11 kl. 15.00 i Frederikshavn kirke.

 

Messias blev komponeret på kun 24 dage, hvilket både siger noget om Händels genialitet, men i høj grad også om hans og samtidens håndværksmæssige måde at gå til værks på.

 

Messias er ikke kun julemusik, selvom musikken i dag oftest høres i juletiden. Ser man lidt nærmere på værket, udgør julen og profetierne om Jesu fødsel kun første del. Anden del er en dramatisk passionsberetning, og tredje del handler om forløsning og det evige liv. Værket opføres derfor også ofte til påske, således som Hjørring Kammerkor og Ensemble Zimmermann gjorde i 2004, - eller netop nu i tiden mellem Allehelgen og Advent, hvor kirkeåret går på hæld, og vi ser fremad mod adventstid og jul.

 

Hjørring Kammerkor er kendt i store dele af Vendsyssel. Koret har siden starten fremført en række større værker, hvoraf nogle med orkesterledsagelse såsom Mozarts Requiem, Händels Messias, Bachs Johannespassion og Duruflés Requiem. Korets dirigent er kor- og ensembleleder Anne Mette Vennegaard, organist ved Gug kirke.

Ensemble Zimmermann, der ledes at Lars Colding Wolf, organist ved Sct. Catharinæ kirke, Hjørring, er et ensemble af professionelle musikere, der spiller på barokinstrumenter. Ensemble Zimmermann samarbejder med internationale gæstedirigenter og -solister for at få impulser udefra og for at udbygge et netværk til det øvrige europæiske miljø for barokmusik.

Solisterne ved koncerterne i Hjørring og Frederikshavn er anerkendte sangere indenfor både opera og oratorier. Anne Mette Balling, sopran, og Jakob Næslund Madsen, tenor, er begge efterspurgte oratoriesangere, og de har også begge sunget en lang række roller på de danske operaer, bl.a. Den Ny Opera, Den Jyske Opera, Det kgl. Teater og Den Fynske Opera. Kim Jepsen er en ung bas, som allerede har markeret sig i oratorier og opera, og fra Gøteborg kommer Amanda Flodin, som har sunget barok og ny musik i både svenske og internationale sammenhænge, bl.a. med Barbara Bonney og Andrew Laurence-King.

 

Billetter til koncerten købes ved indgangen og koster kr. 100.

 

Er du vores nye medlem?